Studieturen går til New York

  27/01/19

Elever fra htx i Frederikshavn er netop vendt hjem fra en forrygende studietur i New York.



Det er første gang at man, på Teknisk Gymnasium i Frederikshavn, sender en hel årgang elever over Atlanten til New York på studietur. Helt præcis var 82 elever og 5 lærere afsted i uge 3 på den årlige studietur med 2. årgang, som normalvis finder sted i én af Europas storbyer. Stor interesse for byen og den amerikanske kultur generelt blandt eleverne, har dog gjort det muligt at rejse til den fantastiske by, som New York er. Og for langt de flestes vedkommende var det første besøg i byen, og i USA generelt.

Plads til egne oplevelser
Studieturen på Teknisk Gymnasium har naturligvis et fagligt islæt såvel som et socialt. Fx fik eleverne til opgave at dokumentere deres besøg ved Central Park, Trump Tower, Carnegie Hall, Radio City Music Hall, Times Square, Rockefeller Center og 5th Avenue gennem lyd, billeder og video, der slutteligt skulle klippes sammen. Der var også tid til et besøg og rundvisning hos FN’s storslåede hovedkvarter midt på Manhattan. En oplevelse flere elever påpeger som meget speciel. Desuden besøger man ikke New York uden at have set Frihedsgudinden, Ground Zero, Empire State Building og Naturhistorisk Museum bl.a.

Der var selvfølgelig også afsat tid til, at eleverne på egen hånd kunne opleve storbyens helt unikke kultur. At få friheden og ansvaret til dette har gjort stort indtryk på mange af de elever, der normalt er vant til at færdes hjemme i Sæby, Frederikshavn og Skagen.