EUC Nord står i spidsen for bæredygtighedsprojekt

  23/10/19

Gennem projekt om bæredygtighed skal EUC Nord være med til at få flere piger til at tage teknisk/naturvidenskabelige uddannelser


Flere – især piger – skal få øjnene op for de teknisk/naturvidenskabelige fag med nyt EU Socialfondsprojekt.

- Projekt hedder officielt ’Bæredygtige overgange, bæredygtige løsninger’, og formålet er at motivere folkeskoleelever – og særligt piger - til at blive engagerede i at udvikle produkter og løsninger, der kan skabe en mere bæredygtig fremtid  - og blive motiverede til at gå i gang med en STEM-uddannelse (science, technology, Engineering and Mathematics), fortæller udviklingschef hos EUC Nord, Charlotte Bisbjerg Nielsen. Hun er tovholder på projektet, som også har deltagelse af AMU Nordjylland, EUC Nordvest og Erhvervsskolerne i Års. Projektet finansieres gennem EU’s Socialfond og beløber sig til kr 4.447.100 , og skal gennemføres over en 3-årig periode.

- Vi mangler stadig piger på STEM-uddannelserne, og det gælder både for erhvervsskolerne og gymnasierne. Det er blevet bedre gennem de sidste år, men hvis vi skal imødekomme samfundets behov for håndværkere, ingeniører, dataloger, teknikere, montører osv. så bliver vi simpelthen nødt til at få flere piger på banen. Og netop bæredygtighedsperspektivet har i højere grad pigernes bevågenhed end de mere traditionelle projekter i de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. Her er et brændvarmt emne, som kan være en meget meningsfuld indgang til de tekniske fag for pigerne, fortsætter en entusiastisk Charlotte Bisbjerg Nielsen, der tydeligvis brænder for projektet.

Henvendt til grundskolen
Projektet skal udvikle forløb og valgfag til folkeskolen, FGU og efterskolerne. Forløbene skal gennemføres af lærere, men også med deltagelse af elever, som rollemodeller,  fra vores uddannelser – og det hele skulle gerne kommunikeres ud til de unges netværk gennem sociale medier. Projektet starter efter med planlægning her i vinter, og skal kunne gennemføre aktiviteter efter sommerferien 2020. Projektet bliver gennemført i et tæt samarbejde med de andre deltagende skoler og de grundskoler, som man kommer til at besøge i løbet af de kommende 3 år.

Flere projekter på vej hos EUC Nord
Yderligere er EUC Nord kommet med i et andet projekt, som hedder ’Vejen til erhvervsfaglig uddannelse og vækst (Midt/Nord).’ Dette projekt har til formål at øge andelen af ufaglærte, som løftes til et faglært niveau. Projektet tager udgangspunkt i en opsøgende indsats blandt små og mellemstore virksomheder, særligt i brancher, hvor STEM-kompetencer er efterspurgte.