Htx-piger er nordjyske naturtalenter

  09/05/19

Maria Særkjær Jeppesen og Alberte Haugaard Christensen fra htx-uddannelsen i Frederikshavn er blandt vinderne i talentkonkurrencen Nordjysk Naturtalent 2019.

De er begge blevet indstillet på baggrund af hver deres studieretningsprojekt i Teknologi. Mens Maria har arbejdet med George Jensens historiske smykkedesign, har Alberte beskæftiget sig med udbredelsen og omfanget af livsstilssygdommen diabetes.

Deres opgaver er blevet bedømt af et panel af forskere fra Aalborg Universitet, og er altså blevet udvalgt som vindere i kategorien Teknologi. Der venter evt. pigerne en kontant præmie, når de d. 23. maj er inviteret til vinderceremoni hos Sparekassen Vendsyssel i Aalborg, der er konkurrencens hovedsponsor.

Ved vinderceremonien bliver det afsløret, hvem der løber med hæderen inden for hver kategori, og hvem der vinder den store hovedpræmie og kan krone sig med titlen ”Nordjyllands Naturtalent 2019”.

Det er Aalborg Universitet, der står bag konkurrencen "Nordjysk Naturtalent" og formålet er bl.a. at:

 - Motivere og inspirere nordjyske gymnasieelever i en naturvidenskabelig retning.

 - Skærpe elevernes faglige indsats og niveau indenfor de naturvidenskabelige fag.

 - Finde og knytte forbindelse til spirende naturvidenskabelige talenter - og b.la. styrke deres tro på at de kan klare en universitetsuddannelse. Her tænkes især på børn fra ikke-akademiske hjem som trods høje karakterer, ofte er mere tilbageholdende med at vælge en universitetsuddannelse.

​Nordjysk Naturtalent har (på nær i 2014) kørt som en årligt tilbagevendende begivenhed fra 2005, hvilket gør den velkendt og afholdt blandt de nordjyske gymnasier.