Stort indryk til Skills City

  13/12/18

Elevernes egen by på EUC Nord besøgt af mere end 1000 gæster.

I løbet af tirsdag og onsdag har mere end 1000 gæster besøgt Skills City, som eleverne på Grundforløb på EUC Nord har bygget siden de startede i august. Tirsdag besøgte 650 7. klasser fra folkeskoler i Hjørring Kommune Skills City, hvor de så byens mange værksteder og butikker – og prøvede fagene med deres egne hænder. Onsdag kom forældre, bedsteforældre, venner og nysgerrige og kiggede sig omkring i byen, som er bygget i murerhallen på M.P. Koefoeds Vej 10. Koordinator Kristian Holme fra EUC Nord har haft et par travle dage med at få det hele til at klappe.

- Gæsterne er inviteret på forskellige tidspunkter, så vi har haft besøg løbende tirsdag fra kl. 8 til 15 og onsdag fra kl. 14 til 20. De 200 elever på grundforløb 1 på vores 3 fagretninger har virkelig arbejdet hårdt for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Fagretningen Energi & Byggeri har bygget byen med værksteder, butikker og endda en lille stald til en af vores elevers 2 geder. Så er fagretningerne Teknik, Metal & Motor og Gastronomi & Service flyttet ind i byen og givet prøve på deres kunnen. Masser af smagsprøver og prøv-et-fag-udstillinger, hvor gæsterne har prøvet fagene af.

Skills City er et hit
Skills City bygges i løbet af det første halve år eleverne går på EUC Nord. Det hedder grundforløb 1 og her kan de prøve de forskellige fag af inden de vælger et fag på grundforløb 2 efter nytår. EUC Nord har stor succes med konceptet, som giver eleverne et stærkt fundament til deres videre  uddannelse. Kristian Holme fortæller at mange bliver overraskede over, hvad eleverne har bygget i løbet af et halvt år, og den kvalitet det har.

- I løbet af de sidste 2 dage har jeg set masser af elever lyse langt væk af faglig stolthed. De har bygget noget, som er imponerende stort, veludført og med et klart formål. Det har også givet eleverne et stærkt fællesskab, der rækker udover det faglige. Skills City er et strålende eksempel på den nye erhvervsskole, hvor fællesskab, et attraktivt ungdomsmiljø og faglighed er i centrum.