Autobranchens Udviklingscenter udvider

  24/09/18

Autoskolen i Frederikshavn udvider kapaciteten med 700 kvm. nybyggeri.



Da man i 1999 indviede Autobranchens Udviklingscenter hos EUC Nord, var det begyndelsen på et uddannelsescenter for autobranchen med kursister fra hele Norden. Man havde ambitioner dengang, men de er siden overhalet af virkeligheden, så man ad flere omgange har udvidet lokaliteterne. Sidste udvidelse blev indviet fredag d. 21. september og består af mere end 700 kvm. nyt værksted, klasselokaler og flere kontorer til den voksende medarbejderstab.

Direktør Neil Jacobsen, EUC Nord – som Autobranchens Udviklingscenter er en del af – har været med fra starten, og han er stolt over, at have en afdeling, der trækker kursister fra hele Danmark, Norge, Sverige og Grønland.

- Autobranchen er under forvandling i disse år, og det kræver efteruddannelse, hvilket vi kan hjælpe med. Vi har efterhånden opbygget et flot ry, som vi er meget stolte af. Med vores meget gode lærerkræfter og perfekte fysiske rammer,er vi klar til at hjælpe autobranchen i fremtiden også. Med den seneste udvidelse har vi nu plads til 2500 kursister om året.

Centeret, som er beliggende  i Frederikshavn har blandt andet Citroen, Peugeot, Ford, Mitsubishi, KIA, Suzuki og Jaguar/Land Rover på kundelisten.