Besøg fra Qinhuangdao

  02/09/13

22 kinesiske elever og lærere fra storbyen Qinhuangdao har fra d. 18. – 27. august været på kulturelt visit i Hjørring med EUC Nord som værter.

Som led i et internationalt samarbejde mellem Handelsgymnasiet HHX i Hjørring og E&A College i Kina, besøgte 14 studerende og 8 lærere i den forgangne måned det nordjyske. Handelsgymnasiet på EUC Nord har i en længere årrække samarbejdet med den kinesiske erhvervsskole omkring læringsmetoder, undervisningsformer og ikke mindst kulturforskelle.

Udover at overvære og deltage i den daglige undervisning på handelsgymnasiet, samt at se nærmere på det danske uddannelsessystem, fik de kinesiske gæster rig mulighed for at opleve og studere den danske og ikke mindst den nordjyske kultur. Rådhuset, AVV, Aalborg Universitet, Skagen og Børglum Kloster var blot nogle af de destinationer, som de meget interesserede kinesere var et smut forbi.

Speciale i Kina
Det er hverken første eller sidste gang, at repræsentanter fra E&A College besøger EUC Nord i Hjørring, da det endnu engang har været et vellykket og lærerigt ophold for begge parter. Efter flere års samarbejde har handelsgymnasiet efterhånden tilegnet sig stor viden omkring Kina og landets kultur, ligesom skolens netværk hele tiden vokser.

Af den kinesiske delegation er to lærere blevet på EUC Nord, hvor de skal være indtil den 19. oktober. De skal naturligvis følge og studere undervisningen på handelsgymnasiet, men også studere det danske uddannelsessystem som helhed – fra folkeskolen til universitetet. Omvendt er handelsgymnasiets egen underviser, Tanja Vammen, netop nu i Kina for at undervise i engelsk på E&A College i Qinhuangdao.

Unik mulighed for eleverne
Studievejleder på handelsgymnasiet, Knud Erik Sørensen, er ikke i tvivl om udbyttet af det kinesiske samarbejde. Han har været involveret i samarbejdet fra projektets begyndelse og glæder sig over udviklingen.

- Der er ingen tvivl om, at vores samarbejde med E&A College har stor betydning for os som skole. At vi kan tilbyde vores elever en så unik mulighed, som at rejse til Kina er helt speciel. Vi har haft nogle rigtig gode ture til Qinhuangdao og eleverne får sig en fantastisk oplevelse. Udover at lære rigtig meget om den kinesiske kultur, bliver vi samtidig mere bevidste om vores egen og hvordan man forholder sig til de store forskelle, der ligger i mellem os. Det er helt sikkert noget vores elever kan tage med sig videre, slutter Knud Erik Sørensen.

Tilbage