Confucius Classroom indviet på handelsgymnasiet

  20/11/14

På handelsgymnasiet hhx i Hjørring kunne man onsdag eftermiddag officielt indvie sit sprit nye kinesisk inspirerede klasseværelse (Confucius Classroom).

Det har været en lang proces fra start til slut at gennemføre hele projektet omkring, at få et Confucius Classroom på handelsgymnasiet EUC Nord. Forløsningen kom onsdag eftermiddag, da man officielt indviede det kinesiske klasselokale ved en åbningsceremoni på skolen.

Her kunne EUC Nord direktør A. Neil Jacobsen og vicedirektør ved Confucius Instituttet, Aalborg Universitet, Thorsten Budde Haensel begge fortælle om deres begejstring ved projektet. Det samme kunne hhx-underviser Fanqiang ”James” Kong, som har været den primære motor gennem hele forløbet.

Confucius Classroom er et internationalt projekt skabt af Confucius Instituttet ved Hanban Universitet i Beijing. Med over 400 kinesiske klasselokaler på verdensplan – og nu fire i Danmark, er målet at sprede viden om Kina og landets kultur.

Det har man taget til sig på EUC Nord, hvor eleverne på handelsgymnasiet nu får muligheden for at studere Kina i autentiske omgivelser. Derudover har man med aftalen fået nogle helt unikke muligheder for at trække på viden fra Confucius Instituttet i Aalborg, samt at få gæsteforelæsere og studieture til Beijing blandt meget andet.

Åbningsceremonien blev selvfølgelig også afholdt i den kinesiske ånd. Der var blandt andet musikalske indslag fra kinesiske studerende ved Aalborg Universitet, ligesom der blev givet Tai Chi-undervisning og mulighed for kinesisk te smagning. Derudover kunne elever fra handelsgymnasiet give en lille smagsprøve på deres kinesiske sprogkundskaber. Ceremonien blev afsluttet med et autentisk kinesisk måltid.

Se flere billeder fra åbningsceremonien på handelsgymnasiets facebook-side her.