Confucius Classroom en realitet på EUC Nord

  01/10/14

Handelsgymnasiet hhx på EUC Nord i Hjørring kan med stolthed kalde sig for det første erhvervsgymnasium i Danmark, der tilbyder sine elever et Confucius Classroom. Nu skal der endnu mere fokus på kinesisk undervisning.

Blot fire skoler på landsplan kan bryste sig af, at kunne tilbyde sine elever et såkaldt Confucius Classroom – et klasseværelse dedikeret til undervisning i kinesisk kultur, historie og sprog. Én af disse er handelsgymnasiet hhx i Hjørring, der samtidig er eneste erhvervsgymnasium med dette tilbud. Efter en lang ansøgningsproces blev godkendelsen til oprettelse af klasseværelset officiel, ved en flot åbningsceremoni i Utzon Centret i Aalborg fredag d. 26. september. Her kunne Rektor Henning Nyegaard Larsen underskrive den officielle samarbejdsaftale med Confucius Instituttet, Beijing, og samtidig modtage det håndfaste bevis på samarbejdet og oprettelsen af det kinesiske klasseværelse.    

KINESISK PÅ VERDENSPLAN
Konceptet Confucius Classroom stammer fra Confucius Instituttet ved Beijing Normal University i Kina. Confucius Instituttets fornemmeste opgave er, at udbrede kinesisk sprog og kultur på verdensplan, og har bl.a. en afdeling på Aalborg Universitet. Det er netop afdelingen i Aalborg, at handelsgymnasiet i Hjørring vil kunne trække viden fra med det nye samarbejde. Confucius Instituttet er udbredt med afdelinger i hele verden, og har på nuværende tidspunkt mere end 400 Confucius klasselokaler.  

EN UNIK MULIGHED
Underviser på handelsgymnasiet James Kong, som også er manden bag skolens ansøgning, glæder sig utrolig meget over denne unikke mulighed man har opnået og uddyber:  

– Confucius Classroom er en helt utrolig spændende mulighed vi har fået på hhx, som vi er utrolig stolte over at kunne præsentere for vores elever. Dette specielle klasseværelse skal bruges som udgangspunkt for vores store fokus på Kina og landets kultur. Det giver os bl.a. mulighed for at modtage gratis undervisningsmateriale fra Confucius Instituttet ved Aalborg Universitet samt indgå i lærerudviklingsprojekter. Derudover giver det os også mulighed for at sende enkelte af vores elever på sommer camps til Beijing, slutter han.

Næste skridt i projektet er at færdiggøre det kinesiske inspirerede klasselokale, som skal dekoreres med farver og rekvisitter fra Kina.