Claus Meyer gæster EUC Nord

  18/01/18

Gastronomen og forretningsmanden Claus Meyer besøger i dag d. 18. januar EUC Nord for at høre mere om vores nye gastronom-uddannelse, som har fokus på håndværk, kvalitet og de lokale råvarer i tæt samarbejde med restauratørerne i lokalområdet. Claus Meyer ankommer kl. 12.30, hvor vores 22 kokkeelever er i køkkenet og arbejde kreativt med div. fisk og skaldyr, som er deres tema hele ugen.

Ikke alle de unge mennesker ved, hvad Claus Meyer har betydet for den danske gastronomi. MEN de kender alle sammen hans produkter fra div. butikker, og ikke mindst NOMA og dens betydning for udviklingen i vores branche. Vores kokkeelever vil naturligvis blive ”forberedt” på mødet således de kender til Claus og hans mange projekter i USA, eddike, æbler osv.

Claus Meyers besøg er en del af Hjørring Erhvervscenters nytårskur, som er en årligt tilbageværende event, hvor medlemmerne samles om bl.a. foredrag – i år altså med Claus Meyer.

Senere på dagen skal Claus Meyer også besøge Horne Efterskole, hvor de unge arbejder med det nye nordiske køkken, som Claus Meyer jo nærmest er fadder til. Senere går turen til Nordsøen i Hirtshals, hvor der bl.a. skal diskuteres hvordan man får gastronomi og turisme til at gå i spænd. Claus Meyers store erfaring og internationale udsyn kan helt sikkert give nogle gode input i den samtale.