Gastronomerne kommer!

  04/01/18

D. 4. januar 2018 står som en mærkedag på EUC Nord, da vi denne dag startede vores nye gastronom-uddannelse op. 20 elever startede på deres skoleophold på hovedforløbet, hvilket udgør ca. 27 uger af de i alt ca. 4,5 år uddannelsen tager.

På dagen mødte eleverne og de fleste af deres mestre op sammen med andre gæster fra EUC Nord. Uddannelseschef Dennis Kindberg, der har været primus motor i at få uddannelsen op og stå – præsenterede sit hold og sagde goddag til eleverne. Hjørrings Borgmester Arne Boelt holdt en mindre tale før han skar den røde silkesnor over med en Porsche kokkekniv.

Det er første gang EUC Nord huser Gastronomuddannelsen, og der er store forventninger til uddannelsen – både fra EUC Nords side, men også fra arbejdsgivernes side.