Virksomhedsbesøg hos Helgstrand Dressage

  12/10/17

Et tæt samarbejde med erhvervslivet er en vigtig del af hhx-uddannelsen, og det betyder bl.a. at skolens elever har besøg af erhvervsfolk udefra, men ikke mindst, at de også kommer ud og besøger forskellige virksomheder.

Vi har typisk besøgt produktionsvirksomheder, men tirsdag d. 3. oktober 2017 var 3C fra Handelsgymnasiet (hhx) på EUC Nord på et anderledes virksomhedsbesøg end vanligt – det var nemlig Helgstrand Dressage, der tog varmt imod.

Marianne Yde Helgstrand, der er medejer af salgs- og træningscentret for heste i den absolutte topklasse, viste rundt og fortalte på medrivende vis om stedet, om opstarten og udviklingen, om diverse risici, markedsføringen og fremtidsplanerne for virksomheden. Ligeledes svarede hun beredvilligt på de mange forskellige spørgsmål, der blev stillet. Der var meget at se på og høre om, som fx masser af heste, hingstestation, wellness-afdeling, grooming områder, ridehaller, ridebaner, VIP lounge, rideskole og smykkekollektion.

Inden besøget havde eleverne arbejdet med virksomheden i undervisningen i fagene engelsk, virksomhedsøkonomi og afsætning ved bl.a. at undersøge dens hjemmeside og facebooksider samt virksomhedens regnskab.

Det var et meget vellykket besøg, som vi gerne gentager en anden god gang.