Eleverne dystede mod erhvervsfolk på handelsgymnasiet

  26/09/17

På handelsgymnasiet i Hjørring har man et naturligt fokus rettet mod erhvervslivet og ikke mindst det lokale erhvervsliv. Det har man først og fremmest for at give sine elever indblik i virkeligheden og den fremtid, som en stor del af dem kommer til at beskæftige sig med efter skoletiden. Det gør man fx ved at besøge virksomheder og omvendt, invitere virksomheder ind på skolen.

Fredag havde man i samarbejde med Spar Nord og BDO inviteret et dusin lokale erhvervsfolk indenfor til at dyste i virksomhedsspillet ”Business Combat” mod skolens egne økonomi-elever. Et computersimuleret spil, hvor deltagerne i hold skal styre en fiktiv virksomhed over et antal perioder i konkurrence med hinanden.

For hver periode skal holdene træffe beslutning om, hvilken pris, reklameindsats, produktion, mv., der skal gælde for hver deres virksomhed for det kommende periode. Efter en samlet beregning af holdenes beslutninger modtager hvert hold en perioderapport, der viser det økonomiske resultat af de trufne beslutninger. Herefter træffes beslutninger om næste periode osv.

Det store spørgsmål var selvfølgelig, om eleverne kunne slå de rutinerede erhvervsfolk! Og det kunne de desværre ikke denne gang, da de to erhvervsgrupper endte på hhv. 1.- og 2. pladsen. Der var dog trøstepræmier til det bedste elevhold, der sammen med de andre elever kunne se tilbage på en spændende og lærerig dag.

Udover Spar Nord og BDO, som sponsorerede dagens arrangement, deltog repræsentanter fra bl.a. Bilhuset Hjørring, Mr. Boston, Advokatfirmaet Ledet, Willadsen & Mejlholm, Arkitektfirmaet Finn Østergaard og Bygmester Richardt Thomsen.