Borgmesteren svarede på htx-elevers læserbreve

  07/11/16

Borgmester Birgit Hansen og byrådsmedlem Bahram Dehghan lagde torsdag eftermiddag vejen forbi Teknisk Gymnasium i Frederikshavn, hvor de med eleverne diskuterede vedvarende energi i kommunen på baggrund af flere læserbreve om emnet.

1.g-eleverne på htx Frederikshavn har den seneste tid arbejdet med global opvarmning og vedvarende energi, og har i den forbindelse skrevet flere læserbreve om emnet. To af disse er blevet bragt i Nordjyske Stiftstidende og har derigennem fanget interessen hos bl.a. Borgmester Birgit Hansen og byrådsmedlem Bahram Dehghan, som også er konsulent i Energibyen. I læserbrevene er der fx blevet stillet spørgsmålstegn ved den mislykkede opførsel af havvindmølleparken ved Sæby, ligesom der blev spurgt ind på elbiler til hjemmeplejen i kommunen. Disse spørgsmål ville Borgmesteren og byrådsmedlemmet gerne svare på og diskutere med eleverne i øjenhøjde, hvorfor de tog kontakten til htx og planlagde et debatmøde.

Som udnævnt energiby følger der naturligvis en forventning om, at der sker en vis udvikling på energiområdet. Det er her eleverne har sat deres spørgsmålstegn da de ikke føler, der bliver gjort nok i kommunen. De udlægger bl.a. i et læserbrev fra uge 41:

- Hvorfor har Frederikshavn Kommune helt droppet havvindmølleparken, og hvad blev der af den 2020-plan om nulenergi, som så blev til en 2025-plan og herefter udskudt igen?

Gode spørgsmål der ikke bare findes enkle og simple svar på. Derfor gav først Birgit Hansen en længere beskrivelse af kommunens energistrategi, muligheder, udfordringer osv., hvorefter Bahram Dehghan kunne gå i detaljer med Energibyens arbejde, samt give konkrete svar på de mange spørgsmål eleverne havde.

Et forrygende indspark til elevernes projekt, og der skal selvfølgelig lyde stor tak til Borgmester Birgit Hansen og Bahram Dehghan for deres interesse og deltagelse i debatten.