Hhx-elever vinder bronze til DM i iværksætteri

  28/04/16

En smart opfindelse til medicinindustrien lavet af fire hhx-elever fra Hjørring vandt onsdag aften bronze ved DM i Young Enterprise-programmet Company Programme.

En lettere arbejdsgang og en økonomisk besparelse. Det er idéen bag opfindelsen "Cuffer" som fire innovationselever fra Handelsgymnasiet hhx ved EUC Nord i Hjørring står bag.

Et gennemtænkt flot produkt og grundig forberedelse gjorde, at de fire studerende onsdag vandt bronze ved DM i Entreprenørskab - Company Programme - et undervisningsforløb, hvor elever på ungdomsuddannelserne bliver taget gennem alle faser af livet som iværksætter.

Med tredjepladsen fulgte en check på 4000 kroner, som de fire opfindere: Mads Birk, Frederik Hansen, Martin Brandt og Niels Chr. Nielsen, fik overrakt af Prins Joachim og Prinsesse Marie.

TV2 Nord fangede gruppen umiddelbart efter den flotte præstation:

- Det er fantastisk at vinde! Det har været sjovt, spændende og meget lærerigt at arbejde med at udvikle idéen. Vi har fået et stort netværk, og nu skal vi arbejde videre og have realiseret vores idé til en virksomhed, lød det fra gruppen, da de vandt. 

Cuffer er en opfindelse til sundhedsvæsnet, der vil lade sundhedspersonalet spare tid på gennemskylning af infusionssæt. Tid, der enten er sparet økonomisk eller som kan bruges på patientpleje.