Verdensberømt fotograf besøgte htx

  11/09/15

Den verdensberømte fotograf Jacob Holdt besøgte torsdag formiddag htx i Det Musiske Hus i Frederikshavn med sit tankevækkende foredrag ”Amerikanske Billeder”, som i den grad er relevant for tiden med flygtningekrisen i Europa.

Alle engelsklærere fra grundskolerne i Frederikshavn var, sammen med elever og lærere fra htx, torsdag formiddag inviteret til foredrag med fotograf Jacob Holdt i Det Musiske Hus. Med sit tankevækkende og til dels provokerende foredrag ”Amerikanske Billeder” efter bogen af samme navn, fortalte Jacob Holdt på baggrund af sine mange billeder om sine oplevelser i specielt USA tilbage i 70’erne.

I 1977 udgav han bogen ”Amerikanske Billeder” som hurtigt blev en storsælger i både Europa og USA, hvorfra han gik fra fattig til millionær på ingen tid. Herfra udspringer foredraget ”Amerikanske Billeder” som han ligeledes har turneret med over hele verden og specielt i USA, hvor racismen altid er til debat.

Jacob Holdt skrev i sin præsentation af foredraget ”at showet skildrer samfundet fra et frøperspektiv - fra de ringest stilledes synsvinkel: et samfund er ikke bedre end det er for de svageste af dets medlemmer!”

Specielt problematikken omkring racisme i USA, men også i Danmark, er det overordnede tema i Holdts skildringer. Som antiracist har han på sine rejser levet hos den fattigste farvede del af befolkningen, men også hos fx Ku Klux Klan for at få indblik i begge parters liv. Derudover inddrager han problematikken omkring nutidens flygtningestrømme i Europa, hvor han mener danskerne tangerer til det racistiske med deres fremmedhad.

Et foredrag med stærke billeder og holdninger som bør opleves, og som uden tvivl sætter tankerne i gang hos publikum!