Forord
Vores skole skal være et godt sted at være og lære, og et sted, som vi er stolte af. Derfor er det nødvendigt med fælles regler, som alle følger.
Vores skolekultur skal være et spændende sted at udvikle os i sammen, hvor der er medbestemmelse og medansvar. Vi har faciliteter, hvor du har mulighed for en faglig, almen, social og personlig udvikling. Når du deltager aktivt, vil du opleve de mange muligheder, vi har at tilbyde dig. Derfor forventer vi også, at du vil være med til at skabe et positivt og rart miljø.
Vi lærer bedst, når vi har det godt med hinanden, og rammerne bidrager til en god atmosfære omkring os. Den gode trivsel fremmes gennem fælles regler for samvær og hensyntagen til hinanden og de fysiske rammer. Derfor forventer vi, at alle udviser respekt for hinanden – både eleverne imellem og mellem eleverne og underviserne og det teknisk-administrative personale.
Generelle ordensregler
Klasserne har ansvaret for, at der er ryddeligt i klasselokaler, øvrige lokaler og på gangarealerne. Det sidste hold i lokalet skal sørge for, at der er ryddet op og stolene sat op. Rengøringspersonalet skal gøre rent – ikke rydde op.
Vores kantiner er baseret på selvbetjening. Derfor skal brugt service sættes på afrydningsvognene, og stolene hænges op efter brug.
Forlad kantinen i samme stand, som du ønsker at finde den. Service og bestik må ikke medbringes i klasselokalerne.
EUC Nord er en røgfri skole. Rygning foregår derfor uden for bygningerne.
For at sikre gode fysiske rammer og et godt arbejdsmiljø for alle, skal der være personale til stede, når elever opholder sig i laboratorier og værksteder i forbindelse med undervisning.
For at forebygge arbejdsulykker skal der i laboratorierne og i værkstederne anvendes hensigtsmæssigt arbejdstøj og eventuel hårbeskyttelse, og arbejdspladsinstruktionerne skal følges.
Du vil blive orienteret om krav til sikkerhed ved uddannelsens start.
Alle regler kan i sagens natur ikke skrives ned. Det er derfor vigtigt at bruge din sunde fornuft. Vi tilstræber, at skoledagen kommer til at forløbe så gnidningsløst og konstruktivt som muligt.
Der må ikke udøves skader på lokaler og inventar med forsæt. Skolen vil ikke acceptere vold eller trusler om vold, og det vil altid medføre udelukkelse fra undervisningen og kan efter konkret vurdering medføre bortvisning fra skolen. Andre grove overtrædelser af ordensreglerne kan medføre udelukkelse fra fortsat undervisning.
Forsikring
Kommer du ud for en ulykke på skolen, gælder følgende:
- Hvis ulykken sker i forbindelse med praktiske øvelser i et værksted, edb-, fysik- eller kemilokale, er du sikret ved lov om arbejdsskadeforsikring
- Hvis ulykken sker i teoriundervisning eller friperioder (frikvarter og mellemtimer), er du kun dækket af egen personlig ulykkesforsikring, hvis du er over 18 år. Hvis du er under 18 år, dækkes du af familiens ulykkesforsikring. Du bør undersøge, om du er dækket af en ulykkesforsikring
- I tilfælde af tyveri fra aflåste skabe og lignende har skolen intet ansvar. Tyveriet skal anmeldes til politiet
- I evt. praktikperioder er du sikret ved lov om arbejdsskadeforsikring
Regler om mødepligt, fravær og sygdom
På hele EUC Nord gælder det:
- Der er mødepligt til alle timer
- Du skal være aktiv i undervisningen
- Alt fravær bliver registreret
- Du har selv pligt til at registrere årsagen
Udover de normale ferie- og fridage giver skolen ikke fri for undervisning. Du og dine forældre bør derfor planlægge jeres ferier efter skolens feriekalender, som kan findes på eucnord.dk, således at ferierejser planlægges uden for skolens undervisningstid.
Du giver skolen meddelelse om fravær på følgende måde:
- Læreren registrerer dit fravær, og du skal selv angive årsagen dertil i Lectio/Elevplan
- Går du på eud og hg skal du ringe til Elevservice/uddannelsessekretæren og afgive sygemelding den første sygedag mellem kl. 07.30 - 09.00. Det vil blive noteret, at du har ringet
- Hvis du bliver nødt til at forlade skolen før skoledagens afslutning, skal du afvente, at læreren har registreret dig fraværende, hvorefter du registrerer fraværsårsag i Lectio/Elevplan
Ved længerevarende eller hyppig sygdom kan du blive bedt om at aflevere en lægeerklæring. Hvis du af andre grunde er nødt til at forsømme fra undervisningen, kan du også blive bedt om at levere dokumentation. En evt. lægeerklæring betales af dig.
Fravær i forbindelse med busforsinkelser, sygdom, læge- eller tandlægebesøg, session, barsel mv. samt ferie og fridage uden for skolens ferieplan tæller med ved den objektive registrering af fravær.
Dit samlede fravær vil til hver en tid fremgå af Lectio/Elevplan. Er du under 18 år, kan karaktermeddelelse samt fraværsopgørelse sendes på anmodning til indehaveren af forældremyndigheden. Er du tilknyttet en virksomhed, vil fraværsopgørelsen blive fremsendt dertil.
Du har selv ansvaret for at kontrollere, om dit fravær er ført korrekt og give besked, hvis der skulle være sket en fejl.
Fra 1. skoledag vil du kunne se dit skema i Lectio/Elevplan, men der kan ske ændringer pga. læreres kurser, sygdom eller andet.
Regler vedrørende udmeldelse
Såfremt du ønsker at forlade uddannelsen, må du rette henvendelse til uddannelses- og erhvervsvejlederen. Enhver udmeldelse skal begrundes og underskrives af dig, og hvis du er under 18 år, skal dine forældre/værge også underskrive.
Plagiat
Ved hel eller delvis afskrift af en almindelig opgave betragtes din opgave som ”ikke afleveret”.
Ved hel eller delvis afskrift af opgave, der skal anvendes i eksamensøjemed, bortvises du, og du indstilles til omprøve.
Eksamensreglementet findes på skolens hjemmeside på eucnord.dk – se under de enkelte uddannelser.
Pædagogisk reglement vedrørende bærbare pc’er og mobiltelefoner
1. Ved timens start skal al pc-aktivitet, der ikke vedrører undervisningen, afsluttes, ligesom mobiltelefoner skal være slukket og lagt væk
2. Musikaflytning under arbejde i klassen kræver lærerens tilladelse
3. Spil og downloads af ikke-undervisningsrelateret materiale er ikke tilladt i timerne
4. Elektronisk kommunikation – såvel internt som eksternt - er ikke tilladt i timerne
5. Det er læreren, der beslutter evt. sanktioner, og disse kan ikke appelleres
Sociale medier
Det er ikke tilladt at hænge elever eller personale ud på sociale medier eller at mobbe elever og lærere på de sociale medier. Vi ønsker en skole, hvor man ikke gør hinanden fortræd.
Bedømmelse og evaluering
Vi henviser til skolens reglement om Bedømmelse og evaluering, som findes på eucnord.dk. Se under de enkelte uddannelser.
Rygning, spiritus, euforiserende stoffer m.m.
- EUC Nord vil kunne tilbyde alle medarbejdere og elever/kursister/studerende et godt indeklima. Derfor skal alle kunne færdes i skolens bygninger uden at blive udsat for passiv rygning. Rygning er derfor ikke tilladt på EUC Nords indendørs arealer. Rygning i det fri skal foregå på de dertil indrettede arealer og aldrig ved indgange til bygningerne.
- Du skal overholde gældende lovgivning omkring rusmidler
- Du må ikke indtage alkohol og euforiserende stoffer i skoletiden, og du må ikke være påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer. Skolen kan i særlige tilfælde (fx elevfester) ved stikprøvekontrol sikre, at reglerne for alkohol og rusmidler overholdes
- I forbindelse med undervisning på andre lokaliteter end skolens område, fx i forbindelse med rejser, gælder skolens studie– og ordensregler også. Hvis du optræder på steder eller situationer, der klart associerer dig med EUC Nord, forventes det, at du overholder skolens studie– og ordensregler
- Introturen på de gymnasiale uddannelser er alkoholfri
- På studieture for elever over 18 år er det tilladt at indtage alkohol uden for den fastlagte undervisningstid, dog kun således at det ikke har indflydelse på afviklingen af det efterfølgende program. Endvidere gælder der specifikke regler på de enkelte studieture.
- Du skal til enhver tid følge lærernes anvisninger. Overtrædelse af reglerne kan medføre hjemsendelse
- På udvekslingsrejser må der, uden for den fastlagte undervisningstid, indtages alkohol under hensyntagen til de begrænsninger, som værtsfamilien, værtsskolen og værtslandets kultur sætter. Du skal rette dig efter lærernes anvisninger, og upassende beruselse kan medføre hjemsendelse
- Sociale og kulturelle arrangementer på skolen uden for uddannelsestiden finder sted under former, hvor indtagelse af alkohol begrænses
- Elevfester arrangeres efter retningslinjer, der er aftalt mellem rektor og elevråd
- Det er forbudt selv at medbringe drikkevarer til skolens fester. Vagter ved indgangen kan kontrollere, om der medbringes drikkevarer
- Der udskænkes ikke alkohol til berusede elever ved fester på skolen. Berusede elever afvises ved indgangen, og der træffes foranstaltninger for de pågældende elever med henblik på hjemsendelse
Klagemuligheder
Du har mulighed for at klage over sanktioner i forbindelse med overtrædelse af studie- og ordensreglementet. Ved henvendelse til studievejleder, elevinspector eller uddannelseschef kan du høre nærmere herom.
I overensstemmelse med almindelig praksis i den offentlige forvaltning er der 2 klageinstanser: 1. instans er altid skolen, og 2. instans er Undervisningsministeriet, og klagefristen er normalt 2 uger. Klagen indgives skriftligt til skolen, der videregiver klagen til ministeriet sammen med sin egen udtalelse i sagen. Før sagen videresendes, skal skolen give dig lejlighed til inden for 1 uges frist at kommentere udtalelsen. Dine eventuelle kommentarer skal medsendes til ministeriet.
Sorg og krise
Skolen har et beredskab, der håndterer sorg og krisesituationer blandt ansatte og elever på EUC Nord. Såfremt der opstår sorg eller krise i hjemmet, som kan påvirke din hverdag, kan du kontakte studievejlederne på din uddannelse.
Studierejser
Der vil blive udleveret en folder til alle studierejser og ekskursioner, som du deltager i under din uddannelse. Læs mere på skolens hjemmeside på eucnord.dk.
Specifikke regler for uddannelserne
Som nævnt har du mødepligt til undervisningen. Der gælder forskellige regler for de forskellige uddannelser.
Hhx
Htx
Hg (de merkantile erhvervsuddannelser)
Eud (de tekniske erhvervsuddannelser)
Specifikke regler for hhx og htx
Fravær
- Hvis dit samlede fravær i timer overstiger 30 lektioner, vil du modtage ”1. advarsel”
- Hvis dit samlede fravær i timer overstiger 50 lektioner, vil du modtage ”2. advarsel”
- Hvis dit fravær herefter stiger yderligere, vil skolen – efter en konkret vurdering – meddele dig, hvilke sanktioner, der iværksættes
Skriftlige evalueringer
Vi forventer, at du afleverer krævede skriftlige opgaver rettidigt. For at en opgave kan betragtes som afleveret, skal den bedømmes både for kvalitet og kvantitet.
Manglende afleveringer og ikke rettidig aflevering af påkrævede skriftlige opgaver registreres i Lectio (www.lectio.dk).
- Ved i alt 3 registrerede manglende og/eller ikke-rettidige afleveringer vil du modtage ”1. pædagogiske tilrettevisning” ved en samtale med elevinspektor
- Ved yderligere 2 registreringer, vil du modtage ”2. pædagogiske tilrettevisning” ved en samtale med elevinspektor
- Ved yderligere 1 registrering, vil du modtage en skriftlig advarsel om påtænkte sanktioner ved en samtale med elevinspektor
- Ved yderligere 1 registrering, vil skolen – efter en konkret vurdering og samtale – meddele dig, hvilke sanktioner der iværksættes
Er en opgave ikke afleveret til tiden pga. sygdom, har du pligt til at aflevere opgaven senest dagen efter, at du igen er mødt i skole. Opgaven afleveres til læreren, der så registrerer afleveringen i Lectio.
Sanktioner
Der er ikke centralt fastsatte regler for, hvornår skolen skal gribe ind over for tilsidesættelse af studie- og ordensreglerne, herunder pligten til at deltage aktivt i undervisningen. Det beror på en konkret vurdering i de enkelte tilfælde.
Uddannelseschefen/elevinspektor kan meddele en elev en pædagogisk tilrettevisning for overtrædelse af studie– og ordensreglerne af mindre alvorlig karakter.
Finder uddannelseschefen/elevinspektor, at en pædagogisk tilrettevisning ikke er en tilstrækkelig reaktion over for en elev, der har tilsidesat skolens regler for almindelig orden og samvær eller pligten til at deltage aktivt i undervisningen, kan yderligere sanktioner iværksættes
1. Advarsel
2. Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter
3. Udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 dage på et skoleår. Udelukkelsen registreres som fravær
4. Henvisning til at aflægge prøve i alle fag, der kan afsluttes med prøve på det pågældende klassetrin i det pågældende år
5. Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende skoleår. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis uddannelseschefen træffer beslutning om, at den pågældende på trods af en eller flere manglende prøver kan oprykkes til næste klassetrin
6. Bortvisning (udskrivning af skolen)
7. Hvis du beskadiger skolens ejendele, vil du blive stillet over for et erstatningskrav
Sanktionerne i henhold til pkt. 2-6 vil først blive iværksat efter forudgående samtale(r) med studievejleder/elevinspektor og skriftlig advarsel fra elevinspektor. Hvis du er under 18 år, sender skolen tillige et anbefalet brev til indehaveren af forældremyndigheden.
I særligt alvorlige tilfælde eller i gentagelsestilfælde kan sanktionen dog iværksættes uden forudgående advarsel.
En advarsel bortfalder ved et nyt skoleårs begyndelse med mindre, at særlige forhold gør sig gældende.
Sygdom i forbindelse med eksamen
Du vil kunne se i Lectio, hvad du skal til eksamen i på datoer fastsat af ministeriet.
Ved afslutningen af såvel 1.g som 2.g holdes der eksaminer/årsprøver i udvalgte fag. Ved prøver gælder samme regler om mødepligt som ved eksamen.
Det er en forudsætning for deltagelse i prøver og eksaminer, at du har overholdt skolens studie- og ordensreglement mht. møde- og afleveringspligt.
Oprykning
Som elev har du krav på oprykning, hvis du har 2,0 eller derover i vægtet gennemsnit af de karakterer, du har opnået ved afslutningen på skoleåret og tillige har aflagt de krævede prøver, herunder årsprøver samt større skriftlig opgave, projektopgaver og lignende. Standpunktskaraktererne ved skoleårets afslutning medregnes.
Omvendt kan skolen nægte dig oprykning, hvis du ikke opnår et vægtet karaktergennemsnit på min. 2,0 ved skoleårets afslutning, og hvis skolen samtidig vurderer, at dit udbytte af det hidtil gennemførte undervisningsforløb ikke har været tilstrækkeligt.
Hvis du bliver nægtet oprykning, kan du én gang anmode skolen om at få lov til at gå det pågældende klassetrin om. Hvis du nægtes oprykning for 2. gang på samme klassetrin, udskrives du af skolen.
Specifikke regler for hg (de merkantile erhvervsuddannelser)
Manglende studieaktivitet samt ulovligt fravær medfører en advarsel og kan i sidste instans føre til, at du bliver udelukket fra undervisningen.
Den enkelte faglærer fører løbende kontrol med såvel fravær som med manglende skriftlige afleveringer i Lectio. Advarsler anføres også her.
Advarsler
Der gives advarsler for følgende:
- Fravær
- Manglende aflevering af opgaver
- Manglende aktiv deltagelse i undervisningen
- Forstyrrende adfærd i timerne
- Udpræget fravær i enkelte fag
- Udeblivelse fra undervisningen i løbet af skoledagen
- Opsætning af plakater o.l. samt omdeling af flyers, go cards og andet tilsvarende materiale fra beværtninger, diskoteker, politiske organisationer eller andet
- Plagiat (fx afskrift eller kopiering fra andre elevers opgaver eller fra Internettet) i forbindelse med aflevering af opgaver eller projekter. Hvis der er tale om projekter, der indgår som eksaminationsgrundlag, kan snyd medføre bortvisning fra eksamen
Der gives 2 advarsler:
1. advarsel vil være en påmindelse til dig om at øge adfærden og/eller studieaktiviteten.
2. advarsel gives ved uacceptabel studieaktivitet dvs., at du ikke har formået at overholde den aftale, der blev indgået ved 1. advarsel.
NB! Der gøres opmærksom på, at skolen forud for 2. advarsel vil tage din studieegnethed op til overvejelse og vurdere, om du er SU-berettiget. Såfremt aftalerne i 2. advarsel ikke bliver overholdt, vil du blive udmeldt.
Det overordnede ansvar for advarsler ligger hos elevinspektor. I samråd med kontaktlæreren og klassens øvrige lærere, vurderer elevinspektor, hvornår en advarsel er påkrævet.
Supplerende undervisning
Skønnes det, at du har mistet for megen undervisningstid, arrangerer skolen supplerende undervisning på skolen i tidsrummet kl. 13.30-15.30.
Elevinspektor/klasselærer vurderer, hvornår du har brug for supplerende undervisning og i hvilket omfang.
Hvis du ikke benytter tilbuddet om supplerende undervisning, betragter vi dig som udmeldt.
Specifikke regler for de tekniske erhvervsuddannelser
Værnemidler
Sikkerhedsfodtøj og andre værnemidler kræves i værksteder inden for følgende indgange:
- Bil, Fly og andre transportmidler
- Produktion og udvikling
- Bygge og anlæg
- Mad til Mennesker
- Bygnings- og brugerservice
Fravær
Du har til enhver tid ansvaret for at holde dig orienteret om dit fravær. Din kontaktlærer vil kontakte dig vedrørende dine forsømmelser og igangsætte handlinger jf. skolens fastholdelsespolitik (se på eucnord.dk). Arbejdsgiverne vil blive informeret om forsømmelserne.
Når du vender tilbage til skolen efter en sygdomsperiode, skal der udfyldes en blanket som dokumentation for fraværet. Blanketten skal være skolen i hænde senest 3 dage efter fraværets ophør. Hvis du er under 18 år, skal blanketten underskrives af forældre eller værge, eller evt. din mester, hvis du har en uddannelsesaftale.
Ved 20 timer eller ca. 5% fravær vil din kontaktlærer tage en samtale med dig vedr. din trivsel og årsagen til fraværet, mhp. at dit fravær ophører.
Ved 30 timer eller ca. 10% fravær vil du via brev blive indkaldt til en samtale sammen med din kontaktlærer, som vil tale med dig om din trivsel og dit fremmøde. Under samtalen vil vi undersøge, hvad der er barrierer for dit fremmøde, samt hvad der kan gøres, for at dit fremmøde bliver mere stabilt. Studievejlederen bliver evt. indkaldt, hvis du har brug for vejledning ift. gennemførsel, eller du tænker på at tage en anden uddannelse. Under samtalen aftales en handlingsplan for dit videre forløb.
Skabelon til handlingsplan:
Du vil |
Kontaktlæreren vil |
Særlige læringsaktiviteter |
Studievejleder |
|
|
|
|
Andre aftaler på mødet: ___________________________________________
Denne aftale underskrives af de tilstedeværende på mødet.
Ved 45 timers fravær vil du blive indkaldt til samtale med kontaktlærer og studievejleder. Er du under 18 år, vil dine forældre også blive indkaldt. UU-vejlederen vil blive indkaldt, hvis du tænker på at overgå til en anden uddannelsesinstitution. Samtalen vil dreje sig om din fortsatte skolegang, og hvad du og din lærer kan gøre for, at du følger med i undervisningen. Der følges op på sidste samtales handlingsplan, og der udarbejdes en ny. Du kan også modtage vejledning i forhold til anden uddannelse.
Ved 75 timers fravær vil du blive indkaldt til samtale med kontaktlærer og studievejleder. Er du under 18 år, vil dine forældre også blive indkaldt. UU-vejlederen vil også blive indkaldt, hvis du tænker på at overgå til en uddannelse. Samtalen vil dreje sig om, hvorvidt du skal gå på skolen eller fortsætte i en anden uddannelse/aktivitet. Afgørende for, hvorvidt du bliver udelukket fra fortsat undervisning, er din adfærd i undervisningen i øvrigt: Vi ser på, hvorvidt du har interesse for faget og er aktiv i timerne. Hvorvidt du er med til at skabe et klima i undervisningen, hvor andre elever kan lære noget eller skaber uro, og hvorvidt dit fravær er lovligt eller ulovligt samt din evne til at følge de to udarbejdede handlingsplaner. Hvis ingen af de fire kriterier er opfyldt vil du blive udelukket fra fortsat undervisning. Studievejlederen afgør og indstiller til vejledning bort fra skolen. Du vil modtage en skriftlig begrundelse for skolens afgørelse. Uddannelseschefen underskriver brevet med afgørelsen.
Bliver du på skolen, vil der igen blive udarbejdet en handlingsplan som tidligere. Hvis du bliver vejledt væk fra skolen, vil du få vejledning i forhold til dine andre ønsker.
Ved sygdom skal du kontakte skolen på telefon 7224 6000 mellem kl. 08.00 og kl. 09.30 eller gå ind i www.elevplan.dk og registrere dig som fraværende.
Sygdom i forbindelse med eksamen
I en eksamenssituation skal sygdom omgående meddeles til skolen. I tilfælde af dokumenteret sygdom/fravær (fx lægeerklæring), har du stadig mulighed for at deltage i op til 2 eksaminer i det pågældende fag.
Din uddannelsesbog
Alle elever skal have en uddannelsesbog. Uddannelsesbogen er elektronisk og er integreret i elevplan. Uddannelsesbogen er din egen, og du har pligt til at vedligeholde uddannelsesbogen med udstedte beviser og evt. revision af uddannelsesplanen. Skolen har pligt til at følge op herpå og evt. bistå dig.
Uddannelsesbogen skal indeholde: dokumentation for den allerede gennemførte del af den obligatoriske uddannelse i form af grundforløbsbevis, udstedte skolevejledninger, praktikerklæringer, andre beviser for undervisning, godskrivning af undervisning og evt. uddannelsesaftale. Det er din pligt at informere arbejdsgiveren om indholdet i uddannelsesbogen.
Uddannelsesbogen og de beviser og anden dokumentation, som indgår i uddannelsesbogen, må ikke indeholde oplysninger om fravær eller oplysninger om sociale forhold eller andre følsomme personlige oplysninger om dig.
Regler for projektarbejde, hjemmearbejde og opgaveaflevering
I nogle fag er der krav om, at du afleverer et bestemt antal opgaver eller projekter, for at læreren kan godkende, at du kan indstilles til eksamen på det valgte niveau. Bliver disse opgaver/projekter ikke afleveret, kan du ikke indstilles til eksamen. Du vil efterfølgende få mulighed for at lave opgaven og blive indstillet til eksamen. Du vil inden 14 dage blive orienteret om dette.
I forbindelse med projektarbejde foregår arbejdet på skolens adresse. I tilfælde, hvor projektarbejdet foregår uden for skolens adresse, udarbejder læreren en plan med tid og sted for dit arbejde.
Hvis du ikke overholder aftalen, vil du få en skriftlig afløsningsopgave til aflevering.
Virksomhedsforlagt undervisning
Ved virksomhedsforlagt undervisning gælder de samme regler om tilstedeværelse som på skolen, og at du skal være aktiv i forløbet. Der er altid en kontaktperson tilknyttet elev og virksomhed, som løbende følger op på forløbet.
Sanktioner
Udebliver du fra undervisningen uden lovlig grund, eller overtræder du groft skolens ordensregler, vil der først blive iværksat mindre vidtgående foranstaltninger, fx midlertidig udelukkelse fra undervisningen, samtale med mestre/forældre. En mere vidtgående sanktion kan være, at du bliver udelukket fra fortsat undervisning.
Har du en uddannelsesaftale, vil det ved særlige grove overtrædelser kunne betyde, at din uddannelsesaftale ophæves.
11.03..2011
ANJ – ANT – KA – SVN