
Servicechef Sten Hougaard (nr. to fra højre) fra Landrover arbejde sammen med norske og svenske kolleger på en Landrover Discovery 4.
I disse dage er bilparken hos Autobranchens Udviklingscenter hos EUC Nord beriget med et par klassiske engelske bilmærker. Det drejer sig om Landrover og Jaguar, som har sendt deres skandinaviske mekanikere på kursus i Frederikshavn – 50 styk nordmænd, svenskere og danskere.
Servicechef Sten Hougaard fra Landrover Danmark fortæller at man tidligere har brugt Autobranchens Uviklingscenter som kursuscenter.
- Stedet har et godt ry og det ligger jo centralt for nordmænd, svenskere og danskere. Vi er i gang med et større uddannelsesprogram for vores 50 mekanikere i Skandinavien og dette kursus er det første af seks. Denne gang fokuserer vi på måleteknik og brug af testudstyr, hvilket jeg trygt overlader til de kyndige hoveder her på Autobranchens Udviklingscenter.
Ude på værkstedet står de store Landrovere og de elegante Jaguarer og bliver testet med de ret avancerede måleredskaber man benytter i dag. Sten Hougaard har været hos Landrover i mere end 45 år, så han kender bilerne helt til bunds.
- Jeg startede i 1964. Dengang var det jo noget helt andet. Jeg har stået ved produktionslinje i Oxford og arbejdet på mange af de engelske klassikere som Morris, MG, Rover, Landrover og Jaguar. Der er stadig noget særligt over en Landrover eller en Jaguar – og det kan jeg også mærke man synes her på Autobranchens Udviklingscenter. Der har i hvert fald været mange nysgerrige og kigge på bilerne.
Uddannelsesleder Hans Gram fra Autobranchens Udviklingscenter, er også glad for det engelske visit.
- Landrover var her for tre år siden med deres danske forhandlere. Så vi har et kendskab til deres biler og det udnytter vi nu. Og vi er klar til at hjælpe med de sidste 5 kurser for Landrover-folkene.