S
tudent 2000, lærer på Tjørnelyskolen i Greve
Jeg valgte at gå på HHX, fordi fagene og skolen umiddelbart tiltalte mig mere end STX. Jeg kunne ikke se mig selv have f.eks. oldtidskundskab, fysik, kemi i tre år på STX. Derimod lød det spændende, at man kunne få fag som afsætning, virksomhedsøkonomi og international økonomi. Mine bedste fag i folkeskolen var imidlertid dansk, engelsk og tysk, og da man også kunne få disse fag på A-niveau på handelsgymnasiet, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være HHX.
Tiden i handelsgymnasiet gik hurtigt. Jeg var bl.a. med i elevrådets festudvalg, hvor vi arrangerede gode fester og forskellige arrangementer. Bl.a. havde vi et arrangement med Casper Christensen, Lars Hjorthøj og Lasse Rimmer. Det var, inden de blev alt for kendte og dermed meget dyre.
Det viste sig, at mine bedste fag på HHX stadigvæk var dansk, engelsk og tysk, men samtidshistorie og idéhistorie var også rigtig spændende, syntes jeg. Godt nok gik jeg på et erhvervsgymnasium, men på 3. år vidste jeg, at jeg hverken skulle studere økonomi eller være revisor eller bankmand. Derimod kunne jeg godt tænke mig at lære mere historie.
Efter et års sabbat, bl.a. med en rejse til Thailand, Singapore, Indonesien, Malaysia og Australien, gik jeg derfor i gang med historiestudiet ved Aalborg Universitet. Jeg syntes, det var meget spændende at beskæftige sig med historie, og HHX havde givet mig et godt grundlag for at studere faget, men jeg blev hurtigt klar over, at jeg ikke var disciplineret nok til at gennemføre dette studium. På historiestudiet har man kun få undervisningstimer på universitetet. Det kræver meget stor selvdisciplin at stå op hver dag for enten alene eller sammen med andre at læse og studere forskellige emner.
I stedet valgte jeg at flytte til København for at læse til lærer på Blaagaards Seminarium, hvor jeg blev færdig i 2007 og straks fik arbejde på Tjørnelyskolen i Greve Kommune. Mine linjefag er dansk, engelsk, historie og geografi.