Student 2009, stud. polit ved Københavns Universitet, ansat i Danske Bank FX (Foreign Exchange)

Set tilbage i mit uddannelsesforløb har mine valg nok været mere impulsive end mange af mine kammeraters, og jeg har så afgjort heller aldrig på noget tidspunkt planlagt at ende, hvor jeg er i dag.
 
Det forventedes af mig, at vælge en gymnasiel uddannelse efter folkeskolen, dels af daværende lærere, dels af forældre og til dels søskende. Det passede mig nu egentligt også meget godt, for det ville være en naturlig fortsættelse af meget af det jeg i forvejen kendte. At jeg så endte med at vælge HHX over STX skyldtes formentligt godt lobbyarbejde fra EUC Nords side af i forbindelse med brobygning, at gode kammerater også ville vælge det, og slutteligt et nok mindre heldig introduktion til de naturvidenskabelige fag i folkeskolen. Jeg kan være meget kalkulerende omkring mine valg, og jeg forventede således også at ville kunne hente bedre resultater i handelsfagene end på det almene gymnasiums tilsvarende enemærker. Om det afspejler en generelt lavere sværhedsgrad, skal jeg ikke kunne svare på.
 
De, der overvejer en højere handelseksamen i Hjørring og fornuftigt vælger den kvantitative linje – virksomhedsøkonomi, international økonomi med tilvalg af matematik på a-niveau, vil få sig en hamrende god forberedelse til at fortsætte på enten handelshøjskolen eller universiteternes økonomiuddannelse. Min oplevelse var, at niveauet er meget varieret blandt eleverne, og at man derfor bør vælge sit gruppearbejde med omhu, såfremt man ønsker at få det maksimale ud af sin tid. Til gengæld råder skolen over nogle gode lærere, der formår at yde lidt ekstra for de elever, der vil noget. Alt skal naturligvis ikke være fagligt, og det er således heller ikke det eneste skolen handler om. Da jeg gik der, havde vi tre forskellige studieture, der alle gav nogle fede oplevelser som tydeligt huskes den dag i dag. I det hele taget kan man få et stort socialt udbytte, som givetvis ikke er unikt for handelsskolen, men alligevel er oplevelser jeg nødigt havde været foruden, eller kunne have ønsket anerledes.
 
Efter endt eksamen flyttede jeg direkte til København og kom med røven i vandskorpen ind på linjen BSc of International Business på CBS. Det er kort fortalt almen erhvervsøkonomi, men med det twist at al undervisning og eksamination foregår på engelsk, samtidigt med at ca. halvdelen af pladserne er reserveret til udlændinge fra alle mulige lande i verden – dog er der stadig meget få afrikanere repræsenteret. Niveauet blandt eleverne var meget højt, og det kan selvfølgelig henledes til en adgangskvotient der de seneste år har været blandt landets absolut højeste, men også et imponerende ambitionsniveau hos de studerende. Desværre lod skolen efter min mening meget at savne. Det kan være, at eleverne var landets bedste, men det var professorerne ikke. Studiets profil viste sig også at være noget mere blød, end jeg havde forventet. Jeg havde valgt dette studie fordi jeg kunne, fordi jeg gerne ville væk, og fordi jeg havde fået et godt indtryk af CBS. For jer, der kunne overveje det kan jeg forsikre jer, at I får et eksamensbevis, der kan hjælpe jer godt på vej til at få et godt studiejob og efterfølgende fastansættelse. Men jeg ville videre. Jeg trivedes ikke på IB, så efter halvandet års studie skiftede jeg over på Københavns Universitet hvor jeg er den dag i dag. Jeg er på 2. semester af økonomistudiets bachelordel, og det er helt sikkert meget bedre. Det er et hårdt studie, men udbyttet er også derefter. Ved siden af arbejder jeg i Danske Bank med valutahandelsafviklinger, og det er ligeledes en spændende verden at være en del af.

Mit råd til andre vil være, at man ikke skal være bange for at prøve nogle ting af, når det kommer til uddannelse. Har man nogle ting man gerne vil prøve af, være det sig et højskoleophold eller et år som rejseguide, så gør det for guds skyld inden I tager på en videregående uddannelse. Læg en god indsats på HHX, tag den pause man nu behøver, og kør så på igen på universitetet eller hvad man nu ellers ønsker. De, der lægger indsatsen, løber med kompetencen og får de fede muligheder.