Jeg husker valget mellem HHX og STX som værende ret svært, hvilket nok mest bundede i, at jeg fik af vide af alle mine lærere i folkeskolen, at gymnasiet var det rette sted for mig. Problemet var bare, at det ikke var det, jeg selv følte. Jeg havde ikke lyst til at fortsætte tre år med naturvidenskabelige fag som en obligatorisk del af min uddannelse, da jeg aldrig har fundet dem særligt interessante. Desuden kunne jeg godt lide tanken om, at jeg på HHX ville få fag som jeg kunne ”bruge” i min hverdag og forholde mig til. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft et ønske om, at tage elevplads i en bank eller butik, og jeg kan stadig undre mig over, hvor mange voksne mennesker, jeg gennem tiden er stødt på, som troede, at det var det, man ville, hvis man valgte handelsskolen.
Efter mine tre år på handelsskolen, valgte jeg at tage et år fri fra skolen, både for at få lidt luft efter en intensiv eksamensperiode (som heldigvis mundede ud i en uforglemmelig studenteruge), og for at få oplevet en lille smule af verden.
Det, jeg valgte, var at tage til London for at bo og arbejde, og jeg endte med at være der i alt i 4 måneder, hvor jeg arbejdede som barista på en Starbucks og nød byen, når jeg havde fri. Det var en fantastisk oplevelse, og det, samt det halve år jeg efterfølgende arbejdede i Hjørring, gav mig det luftrum, jeg havde behøvet for at genfinde lysten til at læse og studere igen.
Som sagt, så gjort; jeg søgte ind på en bacheloruddannelse på Aarhus School of Business, der hedder Marketing and Management Communication. Det er en international kommunikationsuddannelse, hvilket for det første vil sige, at min undervisning udelukkende foregår på engelsk, da vi også har udenlandske studerende, men også betyder, at selvom jeg læser på den århusianske handelshøjskole har jeg egentlig ikke så meget økonomi i min uddannelse. Dette er dog også et helt bevidst valg, da fag som dansk, engelsk, afsætning og psykologi var noget af det, der interesserede mig mest på HHX.
Jeg synes, det er skønt, at man kan tage en HHX og derefter læse videre på handelshøjskolen selvom man ikke nødvendigvis brænder for at blive bankrådgiver eller læse økonomi efterfølgende. Og så synes jeg, at det har været en glædelig overraskelse at finde ud af, at det ikke bare er et eller to fag, jeg kan drage nytte af fra min tid på HHX – derimod er det faktisk den samlede pakke, der gør, at jeg virkelig føler mig godt rustet til at gennemføre min bachelor på ASB, og det er meget tydeligt, at de af mine medstuderende, der har taget en STX nu kæmper med at lære mange af de ting og begreber, som jeg startede med at lære, da jeg begyndte mine tre år på EUC Nord i 2006.