Da vi startede på HHX vidste vi at vores studietur på andet år sandsynligvis ville gå til Spanien,
da vi er den eneste studieretning, som har spansk. Og som sagt, så gjort. Turen skulle gå til solknærmere bestemt Málaga.
Vi ankom til Aalborg Lufthavn lørdag den 10. april kl. 06.00 om morgenen. Alle var spændte og glædede sig til at komme af sted. Da vi ankom til lufthavnen i Málaga, fik vi vores kufferter og skyndte os ud i varmen og fandt en taxa, så vi kunne komme hen til vandrehjemmet. Her fik vi vores værelsesfordeling og 2 timer til at slappe af og pakke ud. Herefter gik vi ned til turistkontoret for, at få et bykort. Da vi havde fået udleveret kortet, fik vi selv lov til at finde hjem. Pigerne fandt hurtigt hovedgaden med alle butikkerne og drengene fandt den nærmeste bar for at se El Clasico.
Søndag morgen skulle vi mødes ude foran vandrehjemmet, for, i samlet flok, at gå indtil byen for at se borgen Alcazaba med tilhørende fæstning Gibralfaro. Gåturen op til fæstningen var dræbende for nogle, da brostensvejene til tider gik nærmest 90° opad, men også utrolig flot, da man gradvist kunne se mere og mere af byen. Til sidst nåede vi dog op til toppen. Herfra kunne man se hele byen, tyrefægterarenaen og havnen.
Mandag morgen gik turen til Granada i bus. Her skulle vi se det fantastisk flotte arabiske palads La Alhambra. Da vi ankom, fik vi tildelt en guide, som rent faktisk kunne snakke dansk og var rigtig dygtig til at fortælle om historien og bygningerne. Vi så byen Medina, alle haverne, Generalife(også et palads) og selve paladset som var den største oplevelse. De arabiske konger og dronninger havde virkelig gjort noget ud af det, og de fleste af de oprindelige farver på vægge og i lofterne var bevarede. Faktisk er det et af de bedst bevarede arabiske monumenter i verden og Spaniens største turistattraktion! Da vi var færdige med rundvisningen kørte bussen os ind til selve Granada, hvor vi spiste frokost og hyggede os.
Tirsdagens udfoldelser startede først kl. 10 så vi kunne sove længe. Da klokken så blev 10, gik vi ind til et marked i byen, hvor vi fik en udfordring: Lav en frugtsalat for 10 euro. Derudover skulle vi fremlægge hvad vi havde købt, og beskrive 3 fisk vi havde set, på spansk. Der blev virkelig skruet op for kreativiteten og resultatet blev nogle rigtig flotte frugtsalater. Bagefter besøgte vi Picassos hus og Picasso museet. Desværre fik vi ikke noget Picasso at se, da de havde flyttet hele udstillingen til et andet museum i Europa.
Onsdag startede vi dagen med at se katedralen i Málaga, som bliver kaldt ”La Manquita”(den enarmede), da den mangler det ene af dens to tårne. Herefter tog vi en offentlig bus ud til den botaniske have, La Concepción, som ligger ca. 5 km. uden for Málaga. Haven er omkring 150 år gammel og kan prale med, at være i besiddelse af Málagas højeste træ.
Torsdag gik turen til halvøen Gibraltar. Gibraltar er helt unik, fordi den er britisk territorium. Det er meget specielt at komme til Gibraltar. Man skal ved grænsen vise pas, alle skiltene er på engelsk, postkasserne er lige pludselig røde i stedet for gule og de har vildlevende aber. Vi parkerede vores bus ved grænsen og steg ombord på en turistbus. Den kørte os rundt på halvøen og chaufføren fortalte os alt, hvad vi ville vide om området. Han kørte ud langs kysten, hvor vi kunne se helt til Afrika, og videre op på Gibraltarklippen, hvor Berberaberne hoppede rundt på turistbusserne og turisterne. Inde i klippen ligger der store drypstenhuler, som vi også var inde og se. Om aftenen spiste vi alle sammen sammen på en kinesisk restaurant.
Om fredagen skulle vi på feltarbejde i et storcenter inde i byen. Dvs. at vi skulle fylde oplysninger om nogle butikker ind i et kompendium, som vi havde fået udleveret i Danmark. Det var så meningen, at vi skulle arbejde videre med oplysningerne, når vi kom hjem. De fleste var færdige ved frokosttid, så resten af dagen kunne bruges på den sidste shopping inden hjemrejsen. Om aftenen blev der holdt krisemøde, da vi havde fået oplysninger hjemmefra om, at en vis vulkan var gået i udbrud og påvirkede hele Europas luftrum. Vi aftalte, at vores lærere ville tage i lufthavnen næste morgen for, at se om der var nogen som helst mulighed for, at vi kunne komme hjem.
Lørdag blev brugt indendørs på vandrehjemmet, da det lynede og tordnede. Vi fik at vide at vi ikke kunne komme hjem med fly før slutningen af den følgende uge, så derfor besluttede vores lærere, at de ville tage ned til turistkontoret næste dag, for at leje en bus.
Søndag blev også brugt på vandrehjemmet. Nogle brugte også dagen til at købe puder og tæpper til hjemrejsen. Om aftenen fik vi at vide, at der ville komme en bus og hente os næste morgen. Alle var lettede og begyndte at pakke.
Hjemrejsen kom pga. nogle komplikationer til at vare 54 timer.