Handelsgymnasiet på EUC Nord har i mange år haft kinesiske relationer via James Kong fra Qinhuangdao i Kina. James kom i 2003 som udvekslingsstudent til EUC Nord og fortsatte sin tid i Danmark på Århus Universitet. I 2009 underviste han i bl.a. kinesisk kultur på EUC Nord, og i dag har James en karriere indenfor Vestas, hvor han skiftevis er i Danmark og Kina. James’ engagement i Danmark og især hos EUC Nord har givet mange gode personlige relationer, som har udmøntet sig i et samarbejde med privatskolen New Elite English School i James’ hjemby, den kinesiske millionby Qinhuangdao.
Således er det kommet i stand at studenter fra Handelsgymnasiet på EUC Nord har mulighed for at arbejde et halvt år som underviser på skolen i Kina. De første to har allerede været af sted og i øjeblikket er to studenter i gang med en stor oplevelse i et meget anderledes land. Studenterne skal være i Kina et halvt år, hvorefter de afløses af to nye. Begge parter har indtil videre været yderst tilfredse med samarbejdet og her på EUC Nord håber vi det kan være en start til et godt og solidt venskab med kinesiske kolleger.
De udstationerede studenter skriver om deres oplevelser på en blog, som du kan besøge
her. Du er meget velkommen til at kommentere deres oplevelser og stille spørgsmål, hvis du har nogle.
Derudover vil et 14 3. års-elever tage til Qinhuangdao i foråret 2011. De skal naturligvis besøge de danske studenter, men de skal også stifte bekendskab med den kinesiske skole E&A College og få et indblik i det fremadstormende kinesiske samfund. Turen til Qinhuangdao vil være en årlig tilbagevendende begivenhed, som i fremtiden tilbydes de elever som går på hhx-studieretningen Global markedsføring.