Hg-uddannelsen
4-årig vekseluddannelse
HG er normalt et fireårigt forløb, som består af et grundforløb og et
hovedforløb. Grundforløbet på normalt 2 år foregår på handelsskolen og hovedforløbet i en virksomhed vekslende med korte skoleophold. Efter grundforløbet er der mulighed for at vælge mellem forskellige specialer inden for områderne detail, handel, kontor og event. Du kan også vælge kortere uddannelser som fx. butiksmedhjælper.
Adgangskrav
HG kræver, at du har afsluttet minimum 9. klasse. Uddannelsen retter sig mod alle - uanset om du opfatter dig selv som praktisk anlagt eller bogligt begavet.
Varieret undervisning
Undervisningen på HG er tilrettelagt efter temaer og profiler. Det betyder bl.a., at du vil møde gæstelærere fra det lokale erhvervsliv og få mulighed for at komme på virksomhedsbesøg. Undervisningen er meget afvekslende og består ofte af cases og projekter. I løbet af uddannelsen har du gode muligheder for at udvikle dig personligt. Ikke blot gennem den daglige undervisning, men også via studierejser til Tyskland eller Skotland samt diverse fællesarrangementer.
Personlig uddannelsesplan
Før du begynder på grundforløbet, skal du have valgt
grundfag,
profil- og
valgfag. Grundfagene er
obligatoriske og kan afsluttes på niveau E, D, C eller højere. Det er gennem valg af niveauer i grundfagene og gennem valg af valgfag, man uddanner sig hen mod et fremtidigt jobområde. Det er derfor vigtigt, at du vælger de fag, som har din interesse - og de niveauer, som giver dig adgang til den praktikplads, du ønsker.
Eksamen
Der afholdes hvert år eksamen i grundfag og i et obligatorisk grundforløbsprojekt. Det er en forudsætning for at kunne få et grundforløbsbevis.