Information for elever
Færdig med grundforløbet og hvad så?
Uanset om du ønsker at starte din uddannelse via praktikvejen eller skolevejen, skal du selv finde en praktikplads, hvor du bliver ansat som elev/lærling. Skolen kan være dig behjælpelig et stykke hen ad vejen. Du kan bl.a. få gode råd og vejledning hos din uddannelsesvejleder eller på EUC Nords Lære- og praktikpladskontor. Vi kalder det ”LOP” kontoret. Det finder du både i Frederikshavn og i Hjørring.
Uddannelsesaftale
Efter gennemført grundforløbet er målet at få en uddannelsesaftale med en virksomhed. Der findes følgende muligheder for aftaler:
Den almindelige uddannelsesaftale:
For virksomheder, der er godkendt som praktiksted, og som kan påtage sig at uddanne en elev i et helt uddannelsesforløb.
Kombinationsaftalen:
For to eller flere virksomheder der er helt eller delvist godkendt som praktiksteder, og som tilsammen varetager et helt uddannelsesforløb.
En kort uddannelsesaftale:
For virksomheder som er fuldt ud godkendt som praktiksteder, men som ikke kan påtage sig et helt uddannelsesforløb. Aftalen skal som minimum indeholde en praktikperiode og en skoleperiode.
Hent blanketter og læs meget mere her.
Praktik i udlandet:
Du har mulighed for at søge arbejdsforhold i et andet land og efterfølgende få merit for din uddannelsestid. Det er vigtigt, at det faglige udvalg inden for din uddannelse forhåndsgodkender virksomheden i udlandet, således at du er sikker på at få merit. Selv om du tager din uddannelse i udlandet, kan du godt gå på skoleophold i Danmark. Der er mulighed for at få økonomisk støtte til bl.a. flyttehjælp og løn, idet man ikke altid har samme overenskomster som i Danmark. Hvis man vælger en kortere periode med praktik i udlandet, har man mulighed for at fortsætte i restlære med en dansk virksomhed. Læs mere her.
Skolepraktik
Elever, som ikke finder en uddannelsesaftale i en virksomhed, har mulighed for at søge optagelse på skolepraktik. Skolen kan oplyse dig, om netop din uddannelse findes som skolepraktik.
Skolepraktikken foregår på en erhvervsskole og indeholder samme opgaver, som hvis man er ansat i en virksomhed. Eleverne bliver i kortere eller længere perioder sendt ud i delaftaler hos virksomheder og følger skoleophold på samme måde, som elever der er ansat i en virksomhed.
Skolepraktikelever får godtgørelse, når de går på skolen og elevløn, når de er ude i en delaftale.
For at komme i betragtning som skolepraktikelev, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Have gennemført grundforløb
- Være registreret som praktikpladssøgende
- Opfylde EMMA-reglerne
- Have oprettet en profil på www.praktikpladsen.dk
- Ikke have påbegyndt anden uddannelse
- Ikke have haft uddannelsesaftale
- Uforskyldt have mistet uddannelsesaftale
- Have afsluttet en kort eller en kombiflexaftale
Praktikpladssøgende
Ved afslutningen af dit grundforløb vil du blive indkaldt til et møde om dine muligheder. Her vil du få tilbud om at blive registreret som praktikpladssøgende i vores register over søgende elever. Når vi får en forespørgsel en virksomhed, har vi her mulighed for at se hvem, der søger læreplads.
EMMA-reglerne
E: Egnet til fortsat uddannelse.
Når du modtager dit grundforløbsbevis, vil du som udgangspunkt være berettiget til at søge om optagelse til skolepraktik.
M: Mobil – geografisk
For at være mobil-geografisk skal du være indstillet på at tage imod en anvist praktikplads, også selv om dette indebærer, at du får transporttid. Måske må du flytte for at kunne påbegynde en uddannelsesaftale.
M: Mobil – Faglig
Mobil-fagligt betyder, at det ikke altid vil være muligt at få opfyldt dit 1. ønske, og som følge deraf, skal du være parat til at søge anviste praktikpladser inden for andre uddannelsesområder.
A: Aktiv praktikpladssøgende
Du skal altid selv være aktiv for at skaffe dig en praktikplads. Det er altid en god ide at lave en liste over de steder, hvor du har søgt praktikplads. Du vil således kunne dokumentere, hvad du har gjort for at komme videre i din uddannelse.
Du skal oprette en aktiv profil på www.praktikpladsen.dk, som du skal ind og checke mindst hver 3. måned. Du skal altid huske at svare på henvendelser fra lære og praktikpladsformidlingen, herunder søge de pladser du bliver anvist og deltage i de møder, du bliver indkaldt til.
Opfylder du ikke EMMA-reglerne, har du ikke mulighed for at søge optagelse på skolepraktik.
www.praktikpladsen.dk
På www.praktikpladsen.dk har du mulighed for at oprette din profil, således at virksomheder som søger en elev, selv kan gå ind og søge efter elever. Samtidig har virksomhederne selv mulighed for at oprette en jobannonce, så du kan søge efter ledige lærepladser.
Endvidere er der mulighed for at søge efter godkendte læresteder til netop din uddannelse. Samtidig kan du se, hvornår evt. igangværende elever afslutter deres uddannelse hos virksomheden.
For at få adgang til at oprette en profil, skal du have en kode. Denne kan du få ved at kontakte lære- og praktikpladsformidlingen. Klik her www.praktikpladsen.dk