De to vindende ernæringsassistenter Pernille og Dorthe, som går videre til regionsmesterskabet i Års.
Tirsdag den 2. november blev der afholdt indledende runde i DM Skills for ernæringsassistenter på EUC Nord. De 6 tilmeldte elever skulle i løbet af 5 timer kreere tre retter mad og derefter bedømmes.
Dagens opgave bestod af af retterne jordskokkesuppe med bacon, braiseret kylling i tomatkarrysovs med peber og løg og dertil en perlebygsalat med courgette og rødbede. Eleverne havde 5 timer til at lave retterne som skulle serveres for de to dommere. Derudover skulle eleverne også lave en arbejdsplan, en præsentation af retterne til bedømmelsen og desuden foretage en kontrol af råvarerne før de begyndte at kokkerere.
Eleverne gik til opgaven med krum hals og hele vejen gennem det 5 timer lange forløb var der stor koncentration og hårdt arbejde med at gøre opgaven bedst muligt. Opgavens indhold var på forhånd ukendt for eleverne, og det var derfor første gang flere af eleverne lavede retterne. Alt gik dog godt og alle elever afleverede en flot anretning, som dommer Jette Vinstrup fra Horne Efterskole og faglærer Mette Brix Kjeldgaard fra EUC Nord, skulle bedømme.
Vinder blev Pernille Vittrup Bech Nielsen, Tårs ansat på Sygehus Vendsyssel, Hjørring og Dorte Lenskjold Kappel, ansat på Køkken Riishøjcentret, Ålborg. Begge elever går videre til regionsmesterskabet i DM Skills i Års den 29. november.